Fiskeri og fangst er det primære erhverv i Qasigiannguit. I området omkring byen jages bl.a. sæler, moskusokser og hvaler. Byen har gennem tiderne været mest kendt for sit rejefiskeri, men efter Royal Greenland overtog den tidligere rejefabrik i år 2000 har produktionen skiftet fokus mod bl.a. hellefisk, rogn, fileter, krabber mv. Fabrikken er en af de største arbejdspladser i Grønland, med ca. 130 medarbejdere.
Erhvervsområderne i Qasigiannguit ligger forholdsvist spredt. Råstofområderne, hvor der også kan placeres miljøbelastende virksomheder, er planlagt nordligt i byen eller på Sletten. Herudover er der en række områder, hvor der kan indpasses fremstillingserhverv, mindre industrivirksomheder, entreprenør- og håndværksvirksomheder samt havnefunktioner og havnerelaterede erhverv. Beskæftigelsen her tæller dog kun få fastansatte sammenlignet med fiskerierhvervet. Der vurderes generelt at være god rummelighed i de udlagte erhvervsområder.
Qasigiannguit er udpeget som supplerende forsyningsbase for tilladelsesblokkene i Disko Vest med to tilhørende erhvervsområder, dels på Quilik (Spækholmen) og dels mellem Havnebugten og heliporten. Områderne er udlagt til erhverv, oplag og havneformål og udgør i alt et areal på 22,8 ha. Som supplerende forsyningsbase vil Qasigiannguit skulle indgå i en arbejdsdeling med en anden by, f.eks. Aasiaat, og der vil således ikke blive behov for nye arealer til f.eks. boliger. Udvikling af råstofområdet skal dog ske i sammenhæng med byens andre erhvervspotentialer.
Der var 597 arbejdspladser i Qasigiannguit i 2010. De to største brancher i forhold til antallet af arbejdspladser var offentlig administration og service med 36,5 % (218) og handel og reparationsvirksomhed med 35,5 % (212). Transportsektoren beskæftigede 48 personer, mens 53 personer arbejdede i ”øvrige brancher”. Ledighedsprocenten i Qasigiannguit var i 2015 10,9 % og ligger derfor tæt op ad kommunegennemsnittet på 10,7 % og en smule højere end landsgennemsnittet (9,1 %).
Den lokale turisme har afsæt i områdets naturgivne attraktioner og områdets særegne varme klima. Terrænet er f.eks. velegnet til korte og længere vandreture i fjeldene eller ind til randen af indlandsisen, Bings Hule, Eqalunnguit/Strømstedet eller Qaqqarsuaq. Flere af ruterne er markeret, blandt andet en nordgående rute til bygden Ilimanaq. Om sommeren tilbydes udflugter med båd til flere destinationer eller hvalsafari. Om vinteren kan turister komme på ture med hundeslæde eller tage på isfiskeri. Det lokale museum har også en vigtig rolle i forhold til turisme, blandt andet med ”Projekt Levende Boplads”, og ikke mindst ligger Hotel Disko Bay tæt ved havnen. Byen har i de seneste år gentagne gange modtaget krydstogtsskibe.
I kommuneplanen er der en restrummelighed på ca. 47.000 m² til erhvervs- og havneformål.